Min sidste vilje
Hjælp dine nærmeste igennem en svær tid
At tage stilling til sin sidste vilje kan være svært – men det kan også være en stor hjælp for dem, man efterlader. Dokumentet “Min sidste vilje” er en enkel måde at samle dine ønsker på, så familien ved, hvad der er vigtigt for dig, når den tid kommer.
Det handler ikke kun om det praktiske, men også om omtanke for dine pårørende og tryghed for dem.
Når du har udfyldt Min sidste vilje, slipper dine pårørende for at skulle gætte sig frem, eller have følelsen af at stå alene med de svære beslutninger midt i sorgen. De får ro til at fokusere på afskeden – velvidende, de kan planlægge det sidste farvel med de beslutninger, du selv har nedskrevet.
Hvad indeholder “Min sidste vilje”?
I dokumentet kan man bl.a. tage stilling til:
- Om man ønsker begravelse eller bisættelse
- Hvilken kirke eller ceremoni man ønsker
- Ønsker til musik, salmer, blomster og påklædning
- Hvem der skal kontaktes, og hvordan afskeden skal foregå
- Ønsker man et gravsted eller vil man gerne have sin aske spredt over hav
Du kan udfylde dokumentet sammen med din familie – eller sammen med mig, hvis man ønsker vejledning undervejs. Jeg hjælper gerne med at forklare mulighederne og sørge for, at alt bliver beskrevet korrekt.

Hvorfor udfylde det nu?
Ingen af os ved, hvornår livet ændrer sig – men vi kan alle tage ansvar for, at vores pårørende står bedst muligt, når den tid kommer.
At udfylde Min sidste vilje er derfor en omsorgsfuld handling, både for dig selv og for dem, du holder af.
Det er ikke et bindende dokument, men en vejledning, som kan ændres, når du ønsker det. Det vigtigste er, at ønskerne er skrevet ned – og at din familie ved, hvor oplysningerne er.
Det er muligt at udfylde Min sidste vilje elektronisk på siden www.minsidstevilje.nu – man logger ind med MitID, så der er fuld sikkerhed i forhold til de oplysninger, man gemmer på siden.
Brug for vejledning?
Du er altid velkommen til at kontakte mig, hvis du vil høre mere om “Min sidste vilje” – eller hvis du ønsker hjælp til at udfylde den. Sammen kan vi sikre, at dine ønsker bliver respekteret – med ro, omtanke og ordentlighed.

Jan Nørager Sørensen,
indehaver og exam. bedemand
